Beboere viste Skovparken frem på Kulturnat 2017

 

 Kulturnat 2017 15 I JPEG Fotor

Boligområdet omkring Skovparken rykkede ud med ballonklovneri, billedkunstbutik, hennatatovering og fodboldsjov på årets kulturnat.

- Hej! Hvad laver I her, spurgte en lille dreng nysgerrigt.

- Vi er her for at vise, hvad vi kan i Skovparken, lød svaret prompte, hvorefter drengen lyste op i et tydeligt imponeret smil.

Kulturnatten i Kolding var knap sparket i gang, før glade mennesker strømmede til biblioteksparken for enden af Jernbanegade. I parken stod en række stolte Koldingborgere klar til at tage imod og fortælle om deres hjem; boligområdet, der bedst er kendt under navnet »Skovparken« i Koldings nordlige bydel.

Et boligområde som har fået betegnelsen »ghetto«.

Nu var det tid til at sprænge den betegnelse langt op i augustnatten. I stumper og stykker. Ghettoblasters-kampagnens kulturnat-arrangement havde nemlig til formål at vise boligområdets mange ressourcer frem.

Dele viden - ikke fordomme.

Løfte blikket og skyde brystet frem.

Fodboldtricks og kagespiseri

Pludselig lød der glade råb fra en gruppe unge mennesker og børn i parken. Det var henne hos Get2Sport, der er en underafdeling af Dansk Idrætsforbund. Her kunne man prøve at drible en fodbold gennem nogle pæle

- Kom så Emil, det er godt det der! Ja! Ja! Ja! Jaaah, råbte flokken af børn, mens deres kammerat driblede løs til stor jubel og klapsalver.

Resultatet blev skrevet på en hvid tavle sammen mellem de andre, der havde vovet forsøget på at gøre det hurtigst denne fredag eftermiddag, hvor boligområdets store fodbolddrenge var de små drenges helte.

- Må vi få et stykke kage, spurgte en dreng, der havde fået øje på tre farvestrålende kager, der nærmest tryglede om at blive spist. Det var også meningen med dem.

- Ja selvfølgelig, hvad for et stykke vil du have, sagde Deqa Mohammed, beboer i Skovparken og der blev ikke forsømte en chance for at dele ud til højre og venstre.

- Det der, tak! Er I fra Skovparken.

- Ja, og vi har selv bagt kagen.

Ballonklovneri overvinder Disney-sjov

- Vi bor lige i nærheden, sagde en ældre mand, der også tyggede sig igennem et stykke grøn kage.

- Vi mangler frivillige til lektiecaféen, og på tirsdag er der åbent hus, så I skal være velkomne til at give mig et opkald, sagde Bente Ginnerskov, Boligsocial medarbejder i ByLivKolding.

- Tak for buddet. Og den smager godt jeres kage.

- Ja, vi laver gode kager i Skovparken.

Ude på banegårdspladsen gik boligområdets egen ballonklovn rundt og imponerede store og små med alle former for ballondyr. Det var et hit.

- Jeg er ligeglad med Disney-sjov i dag. Vi skal sent hjem herfra, sagde en lille pige til sine forældre, mens hun uroligt ventede på sin ballonhund. Den drillede dog ballonklovnen, der delte vittigheder ud i en lind strøm, mens problemet blev løst.

De voksne slog en latter op og var enige. Denne aften var en festdag udover det sædvanlige – for store som små. Disney-sjov måtte pænt vente til i morgen.

To unge mænd på 17 og 16 vente begejstrerede tilbage fra en tur op ad gågaden, hvor de havde del poser med skriftligt materiale om boligområdet ud.

- Der var mange, der spurgte ind til Skovparken og der var også nogen, der mente, at der er mange der laver ballade. Så måtte vi fortælle, at der er slet ikke så farligt. Vi inviterede dem herhen i parken og op Skovparken for at kigge. Nogle overvejede at flytte til Kolding, og jeg sagde, I kan bare komme til Skovparken, sagde Mohammed Haddad.

- Nogen få var ikke så meget for at tale med os på grund af ordet ghetto på vores T-shirt, men vi delte 200 poser ud. Det var hyggeligt at viderebringe et andet billede af Skovparken, sagde Shuayb Sabriye.

 Kulturnat 2017 17 Fotor

Billedkunst og kærlighed til boligområdet

Nu kom der gang i hennatatoveringen, og små og store piger, ja endog voksne, flokkedes om bænken, hvor det foregik. Sirlige streger og mønstre blev omhyggeligt malet på hænder og fingre. Dyb koncentration. Faste blikke. Smil over resultatet.

I billedkunstbutikken solgte beboer og billedkunstner Alina Milisunaite hurtigt fem af sine kunstværker inden for de første par timer, hvilket kom helt bag på hende. Hun var da også fordybet i endnu et værk på blokken på kulturnatten, men der var rift om hendes opmærksomhed.

- Jeg er særlig glad for at tegne detaljerne, de bittesmå streger, som der er så mange af mine værker. Det kræver stor tålmodighed få dem til at vokse samme til et helt motiv, og deri ligger min styrke, fortalte hun, mens hun endnu engang måtte væk fra blokken ved bænken og hengive sig til interesserede købere.

En ghetto? Så enkelt er det heldigvis ikke. Kradser man lidt i overfladen og indstiller optikken rigtigt som de mange interesserede på Kulturnatten, finder man ud af, at kvarteret rummer store ressourcer og ligeså forskellige mennesker som resten af samfundet.

Mangfoldigheden, den internationale puls og beboernes kærlighed til boligområdet er noget, der kun sjældent kommer til udtryk i omverdenens opfattelse af denne ”ghetto”. Den opfattelse har Ghettoblasterne på årets kulturnat rokket ved.

For de elsker deres boligområde, og de tør godt stå ved det.

Fakta

Boligområdet Skovvejen/Nørremarksvej/Skovvænget/Skovparken

Beboere:cirka 2.600

Antal boliger:1.350

Antal boligafdelinger: 5

 

Boligorganisationer: Boligselskabet Kolding og AAB Kolding

 

Mohammed inspirerer unge i Skovparken

Mohammed Haddad vil gerne inspirere børn og unge i Skovparken til at få et  aktivt liv i bydelen. Selv er han studerende, fritidsjobber og fodboldspiller, alt imens han drømmer om en karriere som ingeniør. 

Mohammed 1 Fotor

Mohammed Haddad er en ægte Ghettoblaster. Som en af Skovparkens aktive unge mænd, prøver han at inspirere andre unge med samme baggrund til at tage del i fællesskaberne og ikke mindst arbejde og uddanne sig.

- Der nogle få drenge i Skovparken, som keder sig virkelig meget. De skal inspireres, og det vil jeg gerne være med til. Jeg vil gerne være et forbillede for dem og vise dem, at man kan blive student, selvom man kommer fra Skovparken. Tage en uddannelse i stedet for at spilde tiden. Det er gratis, og det er fantastisk. Kom nu, gløder Mohammed Haddad, der er i gang med EUX på IBC Kolding – en gymnasieuddannelse, som kombinerer erhvervsfag med gymnasiefag. Næste år bliver han student.

Selvom han bare er 18 år har Mohammed allerede god erfaring med arbejdsmarkedet. Han har arbejdet siden han som 15-årig begyndte at gå med aviser. Derefter arbejdede han i Netto, som kassemedarbejder og i Ungdomskolen. I dag arbejder han ved siden af studiet som telefonsælger.

- Det er ikke svært, men det er hårdt. Du skal virkelig kæmpe for det, men jeg har fået en del erfaring. Der er måske 500, du skal ringe til på en vagt, så der er meget dialog i jobbet, og det kan jeg godt lide, fortæller Mohammed Haddad.

Frivilligt arbejde betaler sig

Den aktive unge mand har selvfølgelig også været involveret i meget frivilligt arbejde gennem årene. Det største projekt var Dansk Idrætsforbunds get2sport, der går ud på at styrke vilkårene for at dyrke idræt i de mest udsatte boligområder i Danmark. Haddad var i 2015 med til at starte et fodboldhold for 22 børn fra Skovparken og andre boligområder – heriblandt syriske flygtningebørn.

- Formålet var at give børnene noget fornuftigt at lave, og det var de meget glade for. Jeg trænede dem to gange om ugen og kaldte holdet Haddad IF. Vi skaffede tøj og støvler til børnene, og vi tog også en tur i Legoland, smiler Mohammed Haddad, der har været nød til at drosle ned for det frivillige arbejde på grund af sit studie og en skade.

Mohammed er nemlig selv fodboldspiller på Kolding IF’s U 19-hold, der ligger i 2. division Meget af fritiden går derfor med træning og kampe.

- Jeg har spillet fodbold, siden jeg var fem år, men jeg har for alvor satset på det, siden jeg var ti. Jeg har længe haft en drøm om at blive professionel fodboldspiller og træner hårdt. Jeg bliver kaldt den knivsskarpe spiller, og scorer næsten hver gang, fortæller den aktive Koldinger og tilføjer:

- Mit er liv er skole, arbejde, fodbold, og så kan jeg kan godt lide at gå en tur, når jeg er hjemme.

U19’s 2. Division. Idoler: Zinedine Zidane. Nogle kalder mig Mini-Zidane, fordi min mor hedder Zidane til efternavn. Jeg holder selvfølgelig med kongerne, altså Real Madrid. Ronaldo er ok, men jeg kan bedst lide Zidane.

Afsæt i god barndom i Skovparken

Barndommen forgik i Skovparken med en mor og en far, der er libanesisk fødte palæstinensere, og som kom til Danmark for cirka 30 år siden. De har sikret ham en god ballast i livet.

- Mine forældre har opdraget mig til at kunne kende forskellen på, hvad der rigtig og forkert.

Det har virket, for jeg har aldrig været interesseret i at lave ballade. Min far har altid vidst, hvad jeg har rendt rundt og lavet. Jeg har aldrig løjet for mine forældre og heller ikke haft lyst til det. Jeg har forsøgt at leve op til deres forventninger, og så har vi haft det godt. Gode forbilleder er så vigtige, siger Mohammed Haddad, der foruden forældrene har Zinedine Zidane, træner i fodboldklubben Real Madrid, som forbillede.

Efter at have boet 18 år i skovparken flytter Mohammed næste år til Århus for at læse til civilingeniør. Det er plan A. Fodboldspillet kommer i anden række.

- Jeg vil gerne ud og prøve noget nyt. Og jeg vil også gerne vise omverden, at der er en anden virkelighed om Skovparken end mange menneskers normale opfattelse. Vi er helt almindelige mennesker, der engagerer sig i samfundet.

Det gør Mohammed, og mulighederne står pivåbne for den unge mand.

Du kan møde Mohammed Haddad til Kulturnatten den 25. august, hvor han vil fortælle om livet Skovparken.

Tekst og foto af Tor Stenstrop

 

Ærlighed skabte fællesskab i Skovvænget

Den gode snak er vigtig, mener foredragsholderen Frederik Svinth, der forleden gæstede boligområdet omkring Skovparken og fik beboerne til at fortælle livshistorier og små hemmeligheder til hinanden.

 Snak 1

Den gode ærlige snak er vigtig, mener foredragsholderen Frederik Svinth, der forleden gæstede boligområdet omkring Skovparken og fik beboerne til at fortælle livshistorier og små hemmeligheder til hinanden.

- Hvad betyder mest for dig?

- Min kæreste. Hun forstår mig.

- Hvordan oplever du det?

- Vi er virkeligt gode til at snakke sammen.

En samtale blandt en lille gruppe mennesker bevæger sig på kanten mellem det personlige og det private. Uforbeholdent og inderligt, ja til tider skrøbeligt for den, der fortæller. Og det selvom personerne ikke kender hinanden særlig godt i forvejen. Alle er de beboere fra Skovvænget, Skovvejen og Skovparken, og de deltager i spillet SNAK. De 10 mennesker, der er forsamlet i Skovvængets fælleslokale denne eftermiddag, er kort sagt i færd med et forsøg: at spille gode relationer frem.

- Hvad drømmer du om?

- Jeg drømmer om at blive slank.

- Hvorfor?
- Jeg er træt af at fylde for meget. Og jeg er allerede begyndt at lave min kost om.

En spirende samhørighed breder sig omring bordene i takt med, at spillet skrider frem. Spillets ophavsmand smiler, for det er netop formålet med kortspillet. SNAK er skabt af Frederik Svinth, der er foredragsholder, iværksætter, kaospilot og kreativ konsulent.

- Spillet giver mulighed for at pakke vores fordomme over for hinanden væk, og se hinanden som de hele mennesker, vi er, fortæller Frederik Svinth, der bor i Århus, men denne dag har lagt vejen forbi boligområdet i Kolding for at fortælle om, hvordan mennesker skaber gode relationer.

Vi har mere til fælles end vi tror

- Ensomhed kommer an på kvaliteten af dine relationer. Man kan sagtens være populær og ensom. Det ville jeg gøre noget ved, og jeg gik derfor i gang med at udvikle den gode samtale, og jeg bilder mig selv ind, at jeg efterhånden har skabt mig en viden, som er værd at dele. Hvordan får man gang i en god snak? Hvordan er en god samtale bygget op, siger Fredrik Svinth.

Omkring bordene i Skovvænget er samtalerne i fuld gang og principperne bag spillet afprøves ved at beboerne på skift skal svare på et af spillets spørgsmål.


- Hvad er det værste du har gjort?

- Jeg skulle engang passe på min lillebror, og så glemte jeg ham på en legeplads, fordi jeg pludselig ville hjem. Jeg kom først i tanker om det om aftenen, da vi skulle i seng, og han manglede. Han var tre, og jeg var fem. Vi fandt ham heldigvis igen hurtigt, men det sidder stadig i mig.

- Vi fordømmer det, vi ikke forstår. Men hvis vi finder ud af, hvad der ligger inde bag facaden, forstår vi hinanden bedre. Der ligger jo et liv, der bestemmer hvorfor, vi gør det, vi gør. Og hvis vi oven i købet stiller os lidt sårbare overfor hinanden, så giver det os den største følelse af at være forbundet. At føle os udvalgt. Evnen til at elske og forbinde sig til andre mennesker er direkte forbundet med at gøre sig sårbar, uddyber Frederik Svinth.

- Hvem betyder mest for dig i familien?

- Det gør min mor. Hun har altid været der for mig, når jeg har haft brug for det.

- Jeg behøver ikke at spørge mere… Jeg ved præcis, hvad du mener.

Noget kunne tyde på, at de meget personlige spørgsmål virker efter hensigten:

- Jeg har lært min sidemand og samtalepartner meget bedre at kende. Og vi har drøftet forskellige af ordene i spillet undervejs. For eksempel værdighed. Det er noget med respekt mellem mennesker og at man føler, man er værd at holde af, siger en af beboerne.

Der ser ikke ud til at herske tvivl blandt deltagerne. De dybe samtaler har givet beboerne omkring bordene en større følelse af fællesskab. Efter denne sommerlige eftermiddag i Skovvænget kender de hinanden lidt.

 

 

Tekst og foto af Tor Stenstrop

Skovparken har gjort Nora alsidig

Barndommen i Skovparken står som det lykkeligste kapitel i Nora Abdallahs liv. Her voksede hun op sammen med venner med rødder i mange forskellige kulturer og fik indsigt, der er guld værd i jobbet som sygeplejerske i dag. 

Nora Abdallah 1 web

Når Nora Abdallah fortæller om sin barndom i Skovparken i Kolding, ligger smilet som en varm brise lige under ordene.

- Jeg har haft den bedste barndom. Jeg fik nogle venner, som jeg stadig har i dag. Min bedste veninde er fra Somalia, men jeg har også veninder fra Bosnien og Afghanistan. Der var altid nogle at være sammen med, og alle kendte alle. Vi bare én lykkelig familie derude, og jeg elsker at tænke tilbage.

Den 23-årige kvinde er datter af palæstinensiske forældre, som kom til Danmark for 26 år siden og slog sig ned i en rummelig lejlighed i Skovparken. Her fik de fire børn, så Nora har både en storesøster, en lillebror og en lillesøster.

Fordommene om Skovparken som et farligt sted med utryghed efter mørkets frembrud ler hun bare lidt af. Hun kender dem udmærket, men for hende har området altid været en lomme af nærhed og tryghed. I gymnasietiden inviterede hun derfor sine kammerater med hjem, så de kunne se hendes barndomsgade.

- Vi tog ned til legepladsen, selv om vi var store. Men det var så hyggeligt, og mine gymnasiekammerater elskede at være der, mindes Nora.

Savner Skovparken

For to år siden flyttede Nora til hovedstaden for at bo sammen med sin mand, Ibrahim, der er københavner. En svær beslutning for en rigtig Kolding-pige med dybe rødder i Skovparken.

- Jeg savner følelsen af, at alle kender alle. Jeg savner min familie. Jeg savner mine venner. Jeg savner alt!, siger hun med udråbstegnet hængende i luften. Hun fortsætter hurtigt:

- Min mand er københavner og har boet i Kolding, hvor han ikke rigtig faldt til. Så det er mig, der er gået på kompromis. Men heldigvis er jeg ved at vænne mig til byen og har fået nye venner og kolleger.

Kender sprog og kulturer

Kollegerne arbejder Nora sammen med i jobbet som sygeplejerske på Hvidovre Hospital, hvor hun er på ortopædkirurgisk afdeling. Hun brænder særligt for patientkontakten, og hun mærker dagligt, at hendes multikulturelle baggrund kommer hende til gavn.

- Jeg har lært at forstå og respektere andre kulturer. Når en patient med anden etnisk baggrund får besøg på hospitalet, kommer der måske otte til 10 gæster ad gangen. Det har mine etnisk danske kolleger svært ved at forstå. ”Patienten er træt og trænger til fred”, siger de. Men i andre kulturer er det en pligt at tage sig af hinanden, og patienterne er også glade for den opmærksomhed, fortæller Nora, som har bemærket, at de danske patienter på afdelingen er lidt misundelige over de mange og massive besøg, som patienter fra andre kulturer får.

- Nogle ældre mennesker er indlagt i to måneder og får måske et-to besøg af deres familie i hele perioden. Jeg kan ikke ændre deres situation, men fortæller dem, at familien betyder rigtig meget i min - og mange andre - kulturer.

Gør patienterne trygge

I Skovparken lærte Nora mange udtryk og vendinger på især somalisk, fordi hun kom meget i bedstevenindens hjem. Sprogforståelsen hjælper hende i høj grad, når der er patienter med anden etnisk baggrund i sygesengene.

- Tit spørger patienterne mig: ”Hvor er du fra?” De vil gerne vide, hvis vi kan tale arabisk sammen. Så den fordel har jeg. Og jeg kan også de medicinske udtryk på arabisk. Hvis det er en iraner, kan jeg ikke sproget, men jeg føler, at de har en tryghed i, at jeg er fra en anden kultur. De giver udtryk for, at jeg forstår dem bedre. Jeg går meget op i, at patienten har det godt. At de forstår mig, og at jeg forstår dem, fortæller Nora, der ikke er i tvivl om, hvad opvæksten i Skovparken har gjort for hende.

- Skovparken har gjort mig alsidig. Jeg har hørt mange forskellige sprog i min barndom, og jeg ved, hvad der kendetegner de forskellige kulturer. Det er Guds gave.

Når Nora har fri fra arbejde, elsker hun at invitere sine venner og kolleger på arabisk mad i lejligheden i det københavnske nordvestkvarter. Men har hun fri i tre-fire sammenhængende dage, stikker hun som regel næsen mod barndomsbyen.

- Jeg er tæt knyttet til min familie og til Skovparken. Det sted er min barndom, og intet vil nogensinde kunne lave om på den følelse.

Af Marlene Grøftehauge

 

Foto: Tor Stenstrop

Kunsten får liv mellem boligblokkene

Tre unge kunstnere fra boligområdet omkring Skovvejen giver deres kreative bud på, hvordan den nye plakat for Kolding Kulturnat 2017 skal se ud. Og den proces er fyldt med både sjov og eftertanke.

Simon William Nick Fotor

Pensler, perler og farvestrålende vandballoner fyldt med maling står linet op på et lille bakkebord på fliserne ud for én af opgangene i boligområdet på Skovvejen. Det er søndag, og de tre unge kunstnere, Simon Maegaard, Alina Milusunaite og Nick Rask Madsen, er klar til at forvandle en hvid papplade til et maleri. Først har de måttet bakse med at få afdækningspapir tapet fast til muren, så den ikke bliver plettet af maling.

- Vi skulle jo nødig få problemer med boligselskabet, siger 27-årige Simon med et grin, inden han beder sin toårige søn William om at komme hen til ham.

- Vil du prøve at kaste en vandballon, spørger han.

Det vil William gerne. Dog uden held. Der skal meget mere kraft til, så far må tage over. Det giver et 'splash', da ballonen rammer pladen, og vand og maling bliver sendt ud i en kaskade.

- Øj, jeg vil også prøve, siger Nick, 33, og giver næste vandballon samme skæbne i mødet med pladen.

- Kunst skal være sjov og legende, mener Simon, der til daglig er studerende på SDU i faget informationsarkitektur. Derudover driver han firmaet ARTinn, hvor han er iværksætter og tekstforfatter. Han udtrykker sig kunstnerisk ved at skrive digte, og nogle vil måske kende ham som 'banegårdspoeten', da han en overgang sad ved Kolding Banegård og skrev poesi til de forbipasserende.

- Tidligere har jeg været meget inspireret af 80'erne mørkere poetiske strømninger. Men efter jeg har fået barn, er legen kommer mere ind i billedet, forklarer han med et smil.

Kulturelle overgange

De tre unge kunstnere deltager i Kolding Kommunes konkurrence om at komme med bedste bud på en fængende plakat til Kulturnat 2017. Og de synes, at temaet 'overgange' var dejligt åbent at filosofere over.

- Overgange kan jo være alt muligt. Overgang mellem liv og død, mellem nat og dag og mellem lys og mørke, siger Nick, inden han dypper en pensel i lyserød maling og sætter et par streger på lærredet.

Simon supplerer med, at overgange også kan være kulturelle overgange som for eksempel i et boligområde som Skovvejen, hvor han og familien er omgivet af folk med andre etniske rødder end de danske.

- Vi har naboer fra Italien, Rusland, Holland og Indien, og vi taler med dem alle. Så inviterer vi for eksempel hinanden på mad og lærer noget kulturel udveksling på den måde, fortæller Simon, inden han bliver suppleret af sin lettiske kæreste.

- Vi vil gerne fortælle andre, at ghettoer kan være andet end problemer. At der også kan skabes kunst i områderne, siger Alina, inden hun når at forhindre William i at ramme hendes trøje med sin pensel.

Hun kom selv til Danmark for fire år siden og er i gang med at lære dansk på aftenskole. Om dagen passer hun sit job som kantineassistent i en virksomhed.

Mandalamønstre                                                                 

Maleriet er efterhånden blevet en symfoni af glade farver, og de tre kunstnere virker tilfredse.

- Jeg kan faktisk godt lide det nu. Og hvor jeg dog elsker at male, siger Simon og tørrer lidt maling på fingrene af i sine cowboybukser.

- Og så må man være beskidt, når man maler. Det er meget kunstneragtigt, kommer det med et grin fra ham. William virker ret enig. Han har fået maling på både elefanthuen og blusen og ser ud til at hygge sig gevaldigt.

Når maleriet er færdigt med at tørre, er det langt fra færdigt endnu. Så er næste trin, at Alina tager et billede af det, som hun scanner ind i sin computer. Dernæst håndtegner hun forskellige mandala-inspirerede mønstre, som bliver lagt ovenpå maleriet. Hun har ikke lagt sig helt fast på mønstrenes form, men det kunne godt blive noget, der ligner et sneglehus.

- Mønstret på et sneglehus hverken ender eller begynder, hvis man kigger rigtigt efter. På den måde vil det passe perfekt ind i overgangstemaet, siger Alina, der ligesom sine to makkere naturligvis håber på at vinde titlen som skabere af plakaten til Kolding Kulturnat 2017.

Simon Maegaard t.v. med sin søn, William og Nick Rask Madsen til højre har sammen med Simons kæreste, Alina Milusunaite, budt ind på designet af en plakat til Kolding Kulturnat 2017. De bor alle på Skovvejen, som ligger i boligområdet omkring Skovparken i Kolding.

Tekst og foto: Marlene Grøftehauge

Pusle er en lokal ildsjæl

Da Pusle Calan flyttede ind i Skovparken, besluttede hun sig med det samme for at blive frivillig i en pigeklub. Her er hun med til at give piger i teenagealderen et sted, hvor de kan slappe af og få støtte.

PusleCalan Fotor Vertikal

Hver torsdag aften har Pusle Calan en fast aftale i kalenderen. For den aften står en flok på omkring 15 piger i alderen 14 til 21 år klar til at indtage pigeklubben, hvor Pusle er frivillig.

- De er så søde, og det er hyggeligt at være sammen med dem, fortælle Pusle, der spiller spil med pigerne, tager på udflugter, spiller banko og meget andet. Hun har også indført forskellige danske traditioner som jule- og påskefrokost, bankoaften og varme hveder aftenen før store bededag.

- De spurgte mig: 'Hvorfor skal vi have boller?' Jeg forklarede, at det ikke var boller, men varme hveder og gav dem historien om traditionen. Der måtte jeg lige have Google til hjælp, for jeg kunne ikke selv huske det helt præcist, siger hun med et grin. Så bliver hun igen lidt mere alvorlig, for bag idéen om at indføre danske traditioner ligger et stort ønske hos hende:

- Jeg håber bare, at de vil tage traditionerne til sig og indføre dem, når de engang får børn selv. Det er en god måde at blive bedre integreret på, mener Pusle. Hun har selv dansk-tyrkiske rødder og er vokset op med mange af de danske kulturtraditioner.

Pusles far var fra Tyrkiet og temmelig streng i sin opdragelse. For eksempel måtte hun ikke have en kæreste, før hun var omkring 25 år. Det gør det let for hende at identificere sig med de unge piger, der typisk også bliver opdraget mindre afslappet end deres danske jævnaldrende. Derfor er det vigtigt for Pusle at give dem nogle rammer, hvor de kan slappe af og bare være unge.

- Jeg kan mærke, at de er glade for at komme lidt hjemmefra. Klubben er et frirum for dem, og jeg har nok en lidt anden synsvinkel på tingene, end deres forældre har. Men hvis de ikke gider rydde op efter sig, får de selvfølgelig at vide, at alle skal hjælpe til, fortæller Pusle.

Har været frivillig før

Den 1. april 2012 flyttede Pusle og hendes søn, Deniz, og ægtemanden, Kemal, ind i Skovparken. De kom fra landsbyen Løsning mellem Horsens og Vejle, hvor Pusle også er vokset op. Men Kemal kunne ikke finde et arbejde dér, så den lille familie valgte at flytte sydpå. De så på forskellige lejligheder i Kolding centrum, men valget faldt på Skovparken. Og det har de ikke fortrudt.

- Her kan man få en billig og stor lejlighed med en stor altan. Det er dejligt, siger Pusle, der til daglig arbejder som klinikassistent i specialtandplejen i Bramdrupdam.

I Løsning var Pusle frivillig i en café for børn fra 4. til 9. klasse og var meget glad for det. Så i Skovparken undersøgte hun straks, om hun kunne blive frivillig et at andet sted. Det kunne hun i pigeklubben under Dansk Flygtningehjælp. Det er dog ikke kun konkrete aktiviteter, Pusle og de to andre frivillige kvinder hjælper med. Samtale om uddannelse og job fylder mindst lige så meget.

- For nogle af pigerne er det eneste rigtige at blive læge, jurist eller noget andet højtuddannet. I deres øjne er mekaniker, tømrer elle sosu-assistent ikke noget. Der siger jeg til dem, at det er meget vigtige funktioner i vores samfund. Jeg prøver at give dem et realitetsbillede, siger Pusle, der også støtter pigerne, hvis de ønsker at søge et fritidsjob og skal have skrevet en god ansøgning. Eller hvis der er ord eller udtryk, de ikke kender på dansk.

- En dag sagde jeg til et par af pigerne, at de skulle tørre fodlister af i dag. Det var selvfølgelig bare ment i sjov, men de anede ikke, hvad fodlister betød. Der kan jeg forklare nogle ting, og det er rart at kunne hjælpe nogle unge mennesker på den måde.

 

Af journalist Marlene Grøftehauge

Midt i mellem dansker og udlænding

Hun kom til landet som flygtningebarn og ved derfor alt om, hvad det vil sige at være ny i et andet land. Nu vil Vahida Hadjiza undersøge, hvad Børnekontakten i Skovparken betyder for børnenes integration

VahidaHadjiza 2 Fotor 

- Der er stadig folk, der spørger, hvor jeg kommer fra.

Vahida Hadjiza udtaler ordene med et gran af alvor bag sit smukke smil. For hun taler perfekt dansk, og det eneste udvendige tegn på hendes baggrund og kultur er det skinnende mørkeblå tørklæde om hendes hoved.

Den 29-årige kvinde kom til Danmark som flygtningebarn fra Bosnien i 1993. Sammen med sine forældre og søskende blev hun indkvarteret i et asylcenter og siden i en lejlighed i Holsted. Her boede Vahida indtil 9. klasse. Herefter rykkede familien til Kolding, og de seneste syv år har hun boet i en rummelig lejlighed i Skovparken sammen med gemalen Ruzmir og sønnerne, Tarik på otte år og Yasin på to år.

Skal hun tegne en linje, hvor der står 'dansker' på det ene yderpunkt og 'udlænding' på det andet, lander hun lige midt imellem.

- Jeg kan godt forstå, hvis nogle kan føle en splittelse som udlænding i Danmark. Men man kan sagtens holde sin fast i sin egen baggrund og være integreret, slår hun fast og tilføjer, at hun faktisk ikke kan lide ordet 'udlænding'. Det lyder negativt i hendes øjne, men samtidig kender hun ikke et bedre alternativ for ordet.

Sætter fokus på Børnekontakten

Integration er vigtig for at finde en god plads i samfundet, mener Vahida, som derfor har kastet sig over at skrive speciale om værestedet Børnekontakten i Skovparken. Hun er uddannet pædagog i 2012 fra Kolding Pædagogseminarium, og har efter et vikarjob i en børnehave valgt at læse videre til kandidat i pædagogisk antropologi.

Feltet er bredt, og Vahida kunne i princippet have valgt at skrive om mere eksotiske emner som indfødtes vilkår i Australien eller indianerbørn anno 2016 i USA. Men i stedet valgte hun at dreje sin kikkert mod sit eget nærområde og Børnekontakten, som er et fritidstilbud til børn mellem seks og 10 år.

- Jeg vidste, at jeg ville skrive om noget med minoritetsbørn og kom i tanker om Børnekontakten, hvor der kommer rigtig mange med forskellige baggrunde hver eneste dag. Medierne har en tendens til at have negativ fokus på ghettoområder, og det er ærgerligt. For der sker også en masse positivt. Børnekontakten hjælper mange børn, der har det svært på forskellige måder, fortæller Vahida, der tog kontakt til Børnekontaktens daglige leder, Leif Dam Christensen, og straks fik et ja til at lave feltstudier på stedet.

- Det var fedt at komme i gang. Jeg har indtil videre interviewet 10-15 børn, og skal også have fat i deres forældre, siger Vahida, der interviewer børnene i små grupper, så det ikke føles som en afhøring, og samtidig gør hun meget ud af at spørge ind til dem i øjenhøjde.

Hendes overordnede problemformulering er at undersøge, om værestedet er med til at integrere børnene, eller om det fastholder dem i deres forældres kulturelle og religiøse baggrund.

Børnene er åbne

Specialet skal først være færdig til juni 2017, så Vahida kan naturligt nok heller ikke komme med konklusioner om sine undersøgelser endnu. Hun nyder bare at være i fuld gang og komme under huden på Børnekontakten. Hun er opmærksom på, at hun risikerer at blive 'blind' på nogle punkter, fordi hun selv bor i Skovparken, og hendes egen søn kommer i Børnekontakten. Til gengæld ser hun store fordele ved sin egen indvandrerbaggrund og bopæl.

- Jeg har fået nem adgang til stedet, fordi jeg selv bor her. Børnene er også meget åbne, når jeg er derovre. Jeg tror, at det ville være meget sværere at komme udefra som en dansk pige, der skulle ind og lave feltstudier.

Hun har endnu ikke gjort sig så mange tanker om, hvordan Skovparken kan få konkret udbytte af hendes speciale. Tiden må vise, hvad konklusionerne bliver, og hvordan de fremover kan blive brugt.

Når specialets 80 sider er afleveret, drømmer Vahida om at arbejde som integrationskonsulent i en kommune. Gerne mere specifikt med børn, der er flygtet fra krig.

Af journalist Marlene Grøftehauge

Simon er multikunstner og forretningsmand

Forretningsmand, musiker, entertainer, forfatter og poet. Eller bare multikunstner. Det er hvad Simon Maegaard fra boligområdet omkring Skovparken i Kolding kan skrive på visitkortet.

Simon Maegaard 2

Fem minutter på Internettet. Mere tager det ikke at finde ud af, at Simon Maegaard er en kreativ sjæl. Det er også det, jeg fortæller ham, da vi mødes på Tobbers Kaffebar i Kolding, hvor et cafébord i øjeblikket gør det ud som kontorpladsen i hans arbejdsliv.

- Har du googlet mig? spørger han smigret.
Indrømmet, det har jeg da. Hvad fandt jeg så ud af, vil han vide. Rollerne er tydeligvis vendt om.
Men okay så; Mit indtryk af manden foran mig er et alsidigt menneske med mange talenter, men at han nærmest kan jonglere med dem sådan, som den efterfølgende samtale afslører, overrasker mig.  

Forretningsmanden Simon

For det første er der forretningsmanden. Han startede sidste år det lokalt baserede reklamefirma, Art Inn, som gør sig indenfor branding af virksomheder.
   - Det skulle bare prøves, og det kom forrygende fra start, fortæller Simon Maegaard, der hurtigt rykkede ind i et iværksætterhus. Og hurtigt ud.

   - Jeg glemte at få mig selv med, for jeg er sgu nok lidt for bohemeagtig til at være sådan en klassisk forretningsmand. Det har jeg måtte erkende, og det er også derfor mine produkter skal tage udgangspunkt i kunsten – ikke en smart forretningsplan og et fancy kontormiljø.

Selvom der allerede er store kunder i porteføljen, som Dansk Industri og Syddansk Universitet kan han ikke leve af sit reklamefirma endnu. Simon Maegaard er derfor begyndt at studere videnskommunikation, så han kan få sig en uddannelse og supplere indtægten med SU.

Musikeren og digteren Simon

Simon Maegaard er også musiker og sangskriver med flere offentlige optrædener i bagagen. Han har blandt andet optrådt med eget band på Jelling Festival og solo på Godset. Med egne sange vel at mærke. Skrevet på dansk i bedste Allan Olsen-stil.

Men det er først og fremmest egenskaberne som digter, der ligger Simon Maegaards hjerte nærmest. han har skrevet poesi siden han var 17. 
   - Jeg er god til at skrive, og lige nu er det nok forfatter, jeg mest føler, jeg er, siger han.
Meget tyder på han har ret. I begyndelsen af oktober lykkedes det ham at få udgivet sin første bog. Værket hedder Solar Plexus og indeholder egnsdigte skrevet af Simon Maegaard og den 50 ældre digter Jørgen Wassilefsky.
Det var sidste sommer, de to digterkolleger fik kontakt til hinanden, og de besluttede sig hurtigt for sammen at lave en digtsamling. Resultatet blev, at de to digtere brugte efteråret på at rejse landet rundt og beskrive en lang række byer lige ved solnedgang gennem poesi. Et ambitiøst projekt, der nu kan købes i boghandlen.

Mennesket Simon

Hvad gør man med så, når man har så meget på hjerte og mestrer så mange udtryksformer? Ja, det spørgsmål bakser den unge multikunstner skam også med.
   - Hvem er man egentlig? Det er en proces, som jeg går igennem lige nu. Jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er, siger Simon Maegaard.
   Simon Maegaard fortæller, at han ser sig som iværksætter og en del af det han kalder en ny just-do-it-kultur - en modkultur mod videnssamfundet.
   - Kan man leve af det?
   - Ja, det er lykkedes meget godt indtil nu. Jeg har fløjet rundt og gjort alt, hvad jeg har haft lyst til. Men jeg synes ikke, jeg har spildt tiden. Jeg har jo skabt alle disse forskellige projekter. Men hvad skal jeg satse på i fremtiden? Det tænker jeg meget over. Men jeg ved, at jeg vil kombinere min kreativitet med business. Og hvis jeg bliver ved, skal det nok lykkes, for jeg har efterhånden åbnet så mange døre, at en af dem må give pote før eller siden, siger han med et glimt i øjet.

Et boligområde efter Simons smag

Simon Maegaard er vokset op i Billund, men flyttede til Kolding i 2009, da han skulle i 3. G. I dag bor han i en lejlighed på Skovvejen med kæreste og barn. Skovvejen er en boligafdeling, der støder op til Skovparken, men de to afdelinger udgør ét samlet boligområde. Simon kan lide kvarteret og kender da også mange mennesker både i Skovparken og på Skovvejen.
   - Jeg har boet her i området i mange år efterhånden. Først som gymnasieelev i en studiebolig på Lærkevej og nu i lejlighed her. Jeg er meget glad for området, der er virkelig en god tone omkring stedet, siger han.

Faktisk var Simon Maegaard så glad for at flytte ind, at han komponerede en sang som hyldest til lejligheden og boligområdet, hvorefter han greb sin guitar og indspillede sangen til YouTube.

Jo, entertainer er han skam også.

Livets skole kan være god. Selv i et videnssamfund.

Af Tor Stenstrop, billedjournalist

Morten er Skovparkens medieguru

Den 60-årige elektronik-entusiast Morten Sarauw-Falck var en af pionererne på Internettet. I dag er han manden bag Skovparkens tre vigtigste medier: hjemmeside, tekst-tv og info-kanal.

Morten Sarauw-Falck 2

Han er uddannet isenkræmmer og har haft forskellige jobs indenfor teknikbranchen i løbet af sin karriere. Men det er som lidt af en medieguru, Morten Sarauw-Falck udfører sit frivillige arbejde i Skovparken.

Selvom stort set alle bruger boligafdelingens lokale medier, er det nok de færreste beboere, der ved, at det er ham, der står bag Skovparkens hjemmeside, tekst-tv og infokanal.  

Morten Sarauw-Falck har boet i Skovparken næsten lige siden han flyttede hjemmefra i 1979. Efter barndomsårene og opvæksten i hjemmet på Vagtelvej lejede den unge koldingenser kortvarigt en privat bolig, men i 1982 gav medlemskabet af boligforeningen AAB Kolding pote: Et tilbud om en moderne bolig i Skovparken. 34 år er det foreløbig blevet til i Skovparken, og der er ingen tvivl om, at Morten Sarauw-Falck elsker at bo den lille to-værelseslejlighed med den store altan.

- Her er stille og fredeligt. Der sker aldrig noget. Og alt den snak om ghetto forholder jeg mig slet ikke til. Jeg kan overhovedet ikke genkende det, siger han og kigger ud over P-pladsen.

Webmaster og kanalredaktør

Morten Sarauw-Falcks frivillige arbejde med Skovparkens mange medier begyndte helt tilbage i 1995, da World Wide Web var nyt. Der skulle bruges en webmaster for Antenneområdet Skovparkens nye hjemmeside, og valget faldt på Morten, der i forvejen havde en post i både antennerådet og afdelingsbestyrelsen.

- Det var dengang, internetudbyderne hed get2net og Cybercity, og man lavede hjemmesider i html. Det var helt simpelt, men der skulle også bare stå, hvilke radio- og tv-programmer, man kunne se som beboer i Skovparken. Senere greb det om sig, ler Morten Sarauw-Falck.

Da den daværende Kolding Mediecenter i samarbejde med STOFA i midten af 90’erne ville forsøge at etablere en infokanal i Skovparken, blev Morten Sarauw-Falck hurtigt  tilknyttet projektet, og inden længe sad han i en kælder i boligafdelingen og producerede den nye kanals informationssider på en Amiga-computer.

Det gør han stadigvæk. I dag foregår arbejdet dog i privaten - enten på laptoppen eller på den  stationære computer, – og hvor der før var syv sider at gøre godt med, er der i dag et ubegrænset antal sider til rådighed. Kanalen har fundet et naturligt leje på cirka 35 sider, som alle opdateres løbende af kanalredaktøren med tekst og billeder om de aktuelle arrangementer.

- I begyndelsen var det kun Skovparkens beboere, der kunne se kanalen, men i dag sender vi til hele byen. Det er fedt at alle med kan følge med i, hvor meget der sker her i Skovparken, siger Morten Sarauw-Falck.

Hjemmesideredaktør og tekst-tv-forfatter

I 2000 købte den aktive kanalredaktør tilfældigvis domænet Skovparken.dk og foreslog boligforeningen at oprette en hjemmeside for boligafdelingen. Svaret var positivt, hvis han ville være tovholder, og det ville han da. Skovparken.dk blev en realitet, og boligforeningen AAB Kolding blev således en af de første almene boligorganisationer på nettet i Danmark.

Næsten samtidig kom der mulighed for at lave seks siders tekst-tv til Skovparken, og hvad var mere naturligt end at lægge den opgave i hænderne på Morten Sarauw-Falck. Når han ikke passer sit arbejde som lagerarbejder på en medicinalvirksomhed i Odense, pusler han med sin store hobby: IT og elektronik - to ting han heldigvis kan kombinere med sit frivillige arbejde som medieguru for Skovparken.

- Jeg har en naturlig interesse for arbejdet med de digitale medier og føler ikke, at det er en sur pligt, så jeg har tænkt mig at fortsætte. Så må vi se, om der er nogen, der vil overtage jobbet, når jeg engang stopper, smiler Morten Sarauw-Falck og logger med et par hurtige klik på musen ud af filhåndteringsprogrammet på computeren.

Indholdet på Skovparkens tekst-tv er blevet opdateret endnu engang.

Hannes hænder er skruet helt rigtigt på

unspecified2 

75-årige Hanne Fundby har altid haft dårlig ryg. Heldigvis er hendes hænder skruet rigtigt på, og det har gavnet hende i mange år som frivillig i Kolding og Skovparken.

Hænderne sidder helt rigtigt, og hovedet fejler heller ikke noget. Nej, der er ingen tvivl om, at den 75-årige beboer i Skovparken, Hanne Fundby, har talent for det kreative. Men den er gal med ryggen - meget endda.

Da Hanne Fundby var barn på Fanø spåede lægerne, at hun ville ende i kørestol som 40-årig. Hun var blevet født med en rygskade, som sled på ryggen, og det tegnede ikke godt for fremtiden. Så galt gik det heldigvis ikke. Som 34-årig måtte hun dog se sig selv pensioneret på grund af slidgigt.

Hvad gør man så? Slænger sig i hjørnesofaen? Næ, når man er Hanne Fundby, tager man aktivt del i fællesskaber med andre mennesker, og lige siden, hun og hendes to børn flyttede i lejlighed i Skovparken i 1972, har hun involveret sig i et hav af aktiviteter, som passede til kræfterne.

- Det hele begyndte med at passe børn for andre beboere en gang om ugen. Senere underviste jeg udlændinge i at sy, og det gjorde jeg de næste 17 år. De sagde, jeg var skrap, men dygtig, ler Hanne Fundby, der også blev en del af holdet i Børnebiksen, en klub for børn, og Café 43, et mødested for alle beboere i Skovparken.

Men Hanne Fundbys frivillige engagement stoppede ikke med Skovparken. I den øvrige by involverede hun sig i folkedans, sangkor og i Dronning Dorothea-teateret, hvor hun både optrådte og syede kostumer. Derudover var hun i en årrække med i en husmoderforening og et festudvalg, hvor hun producerede dekorationer og bordpynt.

Dukker og dukkehuse dominerer hjemmet
Den var gal med ryggen, men Hanne Fundby var til gengæld rigtigt ferm på fingrene. Det er hun stadig. Hun er især god til at sy, strikke og hækle, og de evner bruger hun også flittigt i forbindelse med en anden hobby; hun samler på dukker. Det ser man tydeligt i hjemmet i Skovparken, hvor det vrimler med dukker og dukkehuse.

- Jeg har samlet på dukker, siden jeg var 13 år, og i dag er jeg jo selv en gammel nisse. Folk siger, mit hjem minder dem om et museum, fordi der er så mange ting, fortæller hun under stor latter.

Dukker skal have tøj, og det hækler Hanne Fundby da selvfølgelig selv, ligesom hun hækler fugle og aber i tro kopier af Kaj Bojesens velkendte design. Det er hun ret vild med, og det er skam helt lovligt. Og den fingernemme Koldingenser er både flittig og generøs. Hun har sendt hjemmestrikkede fugle til Canada og dukker med hjemmestrikket tøj så langt som til Argentina.

Hanne Fundby har også været ude at rejse langt væk fra Danmark nogle gange, men hun befinder sig bedst i Kolding og Skovparken.

- Det er en lille by herude. Der er mindst ni forskellige mennesker i en opgang, for der er tre etager med tre boliger på hver etage. Der er meget roligt i Skovparken, og vores sammenhold på tværs af vores kulturer er ganske særligt, fremhæver hun.

Hanne har skruet ned for tempoet
I en alder af 75 har Hanne Fundby skruet ned for aktiviteterne. Hun er plaget af gigt og knogleskørhed flere steder i kroppen og går ret dårligt efterhånden.

- Jeg har prøvet lidt af hvert. Og kræfterne slår ikke til mere. Der kommer alt muligt med alderen, som hun siger.

Men papegøjen Viktor gør hende glad. Også selvom om den driller, napper og hiver hende i håret, når den er ude af buret og behersker hele køkkenet.

- Jeg kan lide at være hjemme. Jeg hygger mig her og kan lave alle de ting, jeg har lyst til, lyder det fra Hanne Fundby.

Der er skam også rigeligt at tage sig til. Hun er for nyligt blevet færdig med heksen til Sankt Hans og er i fuld gang med næste projekt.

- Jeg har seks dejlige børnebørn og et oldebarn på vej. Så lige nu er jeg i gang med at strikke babytøj til brylluppet og barnedåben i efteråret, siger Hanne Fundby på en måde, så man kan høre og se, at hun glæder sig langt ind i sjælen.

 

Samira gør mennesker smukke

Samira Ahmed

Makeupartist Samira Ahmed, der bor i Skovparken i Kolding, har sin egen YouTube-kanal med over 1.500 faste abonnenter. Hun er også akademiker og drømmer om at se verden.

Hånden fører sikkert mascaraens sorte børster henover øjenvipperne, mens de mørke øjne bag dem stråler af koncentration. 28-årige Samira Ahmed er i fuld gang med at lægge makeup på sit ansigt. Med værktøjer som eyeliner, foundation, concealer og lipliner er Samira Ahmed i stand til skulpturere et ansigt med makeup, så det ligner en fotomodels.

Hun er med andre ord god til det. Så god, at hun nu bruger meget af sin fritid på at lægge makeup på andre kvinders ansigter. Der er nemlig stor efterspørgsel på hendes evner som makeupartist – ikke bare i Skovparken i Kolding, hvor hun bor, men i alle egne af landet.

- Jeg har altid lagt makeup på familie og venner, men for et års tid siden gik jeg rigtigt i gang med at lægge makeup på andre, og siden har det bare kørt derudaf, fortæller Samira Ahmed, som er født i Somalia og kom til Danmark som syvårig i 1995.

- Jeg tror, det er blevet en succes blandt somaliere, fordi jeg er en af de få, der kan lægge makeup på mørke piger. Vi mørke piger har svært ved at finde nogen, som kan finde ud af det med de forskellige farvenuancer. Problemet er, at mange makeupartister fejlagtigt tror, at alle mørke piger har samme farve, forklarer hun.

Samira studerer i Roskilde
Den seneste weekend var den første i lang tid, hvor Samira Ahmed havde fri. Det var velfortjent, for hun har nemlig også sin videregående uddannelse at passe. To-tre gange om ugen pendler hun frem og tilbage mellem Kolding og Roskilde, hvor hun tager en kandidat i kultur- og sprogmødestudier samt psykologi på Roskilde Universitet, RUC. Hun er færdig næste sommer.

- Mit studie betyder lige så meget for mig som makeuppen. Uddannelsen åbner mange døre både indenfor det offentlige og det private, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde med integration for eksempel i en NGO (privat, frivillig organisation, red.)

Hun har gjort sig klart, at makeuppen ikke skal være levevejen. Det er for hårdt.

- Det kræver, at man står op i timevis. Det kan jeg ikke klare fysisk på grund af en skade i hoften. Men jeg elsker det og kan lide at gøre det på deltid, fortæller hun.

Beauty by Samira er kunstnernavnet
I begyndelsen tog Samira Ahmed ud for at lægge makeup en enkelt gang om måneden, men siden februar i år har det været hver lørdag og nogle fredage. Samira Ahmed tager typisk af sted til for at lægge makeup på brud og gæster til et somalisk bryllup et eller andet sted i Danmark.

- Jeg elsker at lægge øjenskygge. Og så elsker jeg, når folk siger, at jeg må gøre, hvad jeg har lyst til med deres ansigt, fortæller hun.

Hele makeup-eventyret begyndte med, at Samira Ahmed lærte håndværket gennem YouTube og prøvede sig frem. Så tog hun sine veninder ind som modeller og oprettede en Facebookside med billeder bare for at se, om der var respons. Det var der. Hun fik straks henvendelser fra kvinder, som skulle giftes eller med til bryllup.

- I dag kontakter folk mig via Facebook, Instagram eller Snapchat på mine profiler, som jeg kalder for Beauty by Samira. Det er mit brand, siger Samira Ahmed, der også har en populær YouTube-kanal. Den meste sete video med hende har opnået hele 17.000 visninger på bare fem måneder.

- Den trend, som mine seere og kunder er vilde med nu, er konturer og highlights. Du former nærmest ansigtet ved at lægge lys og skygger, så kindbenene bliver fremhævet. Til sidst tilsætter jeg en masse glød, der får ansigtet til at skinne. Det er folk rigtigt glade for, siger hun.

Skovparken er hendes base
Samira Ahmed elsker at bo i Kolding, og Skovparken er hendes trygge base.

- Jeg synes, det er et dejligt sted og må indrømme, at jeg ikke ville flytte fra Kolding, hvis jeg skulle stifte familie. Så ville jeg blive. Og gerne her i Skovparken. Alle kender hinanden, og det hele er meget tæt på. Her er så hyggeligt, men der er også mange andre fine steder end Skovparken, indrømmer hun.

Det er dog udlængslen, der trækker mest i hende på længere sigt.

- Jeg kunne godt flytte til udlandet. Jeg drømmer om at se verden. Jeg har boet her i Skovparken i mange år og vil gerne opleve noget andet. Bare et stykke tid og så måske vende tilbage. Det kan blive til Skovparken. Hvem ved, siger Samira Ahmed og smiler hemmelighedsfuldt.

Foreløbig fortsætter Samira Ahmed med Beauty by Samira og sit studie det næste års tid og drømmer.

- Jeg håber, brandet bliver større, og at jeg kommer længere ud med YouTube-kanalen.

 Samira Ahmed 9 Fotor

 

Skovparken - et godt byggeri i Danmark

Anni Damgaard nb

I 1970’erne var Skovparken et af de mest moderne boligområder i landet. Boligafdelingen blev brugt som et mønstereksempel på godt byggeri. Og beboerne elsker det stadig i dag.

Der var tænkt over det hele. Store vinduer med massivt lysindfald. Muligheder for at skabe det perfekte indeklima. Oceaner af plads. Det var boliger i den absolutte Superliga, der blev skabt i Koldings nordlige bydel, dengang 60’erne var ved at blive til 70’erne.

”Arbejdernes Andels-Boligforening præsenterer hermed sit nyeste og hidtil mest avancerede byggeri – Skovparken”. Sådan lød det indledningen i en brochure om Skovparken i 1970, da de første boliger stod færdige. Forventningerne til byens største boligafdeling med 414 nye lejligheder var tårnhøje.

Hypermoderne boliger i Kolding
Bebyggelsen var ikke kun avanceret i forhold til de lokale forhold i Kolding. Byggeriet af Skovparken var en del af datidens største samlede byggeprogram, som satte helt nye standarder i Danmark. Det blev kaldt Boligforeningernes Etagetypehuse, og de hypermoderne boliger blev opført flere steder i landet af Byggeselskabet af 9. marts 1968, der var ejet af 50 fremsynede boligorganisationer og Landsbyggefonden. Byggeselskabet beskrev dengang arbejdet med boligerne således:

- Et omfattende og dybtgående forarbejde er grundlaget for den store fleksibilitet i Etagetypehusenes lejlighedsplaner, der gør dem særdeles velegnede til at kunne imødekomme fremtidens krav om større boliger, som vel at være skal tilvejebringes uden store udgifter.

Ingen tvivl om, at Skovparken var for den kræsne boligsøgende. En af dem var Anni Damgaard, der flyttede ind i 1980. Hun husker tydeligt komforten.

- Jeg gjorde store øjne, for det var ren luksus. Lejlighederne var simpelthen så lækre. Der var meget mere plads, end vi havde før, og i køkkenet var der to køleskabe og to frysere. Men det bedste var de mange skabe i rummene, og at vi bare kunne lukke børnene ud på fællesarealerne, fortæller hun.

Lejlighederne er stadig attraktive
De sort-hvide billeder i datidens brochure for boligafdelingen appellerede til hr. og fru Danmark anno 1970. Her så man den moderne husmor med en tumling på armen, den velklædte herre fordybet på hjemmekontoret og teenageren på værelset med idolplakater på væggene.

”Der er mange fordele ved at bo spekulationsfrit i alment boligbyggeri” lød sloganet i brochuren.

Boligerne i Skovparken var gode, og det er de stadig. Det er Anni Damgaard et levende bevis på. Hun er nemlig lige flyttet ind i Skovparken igen, idet hun har fået en mindre bolig i samme opgang.

-  Der er ikke nogen lejligheder i Kolding, der er ligeså godt indrettet, som i Skovparken. De er stadig byens bedste i forhold til kvaliteten. Jeg har selv undersøgt det og tænkte ”nej, jeg bor jo meget bedre her”. Derudover er der så mange fællesaktiviteter i Skovparken, at jeg aldrig nogensinde behøver at komme til at kede mig, siger Anni Damgaard.

Den kulturelle mangfoldighed, der kendetegner Skovparken i dag, havde ingen set komme, dengang byggeriet stod klar. Men den ser hun som en fordel.

- Jeg mærker overhovedet ikke noget til alt det ghettosnak. Tværtimod stifter jeg bekendtskab med søde og dygtige mennesker fra forskellige andre kulturer, jeg ikke ville få kendskab til hvis jeg boede et andet sted. Det kan jeg godt lide, siger Anni Damgaard, der formulerer et nyt slogan for Skovparken anno 2016:

- Koldings bedste lejligheder med mulighed for at møde kulturer fra verden udenfor Danmark.

Alle er velkomne i Skovparken

Nanna Kruse web

Sdr. Bjert blev skiftet ud med Skovparken, da Nanna Kruses forældre blev skilt. Den lille familie på tre nyder livet i oppe under taget og med udsigt over byens nye sygehus, træer og områdets tage.

Nanna Kruse skiftede for et par år siden landlig idyl i Sdr. Bjert ud med en lejlighed under taget i Skovparken, og hun har ikke fortrudt. Tværtimod.

- Vi boede i et stort hus tæt på vandet og med marker og ingenting. Den første tid i lejligheden var lidt underlig. Vi kunne jo høre bilerne, men lydene vænnede jeg mig hurtigt til, forklarer hun.

Hendes mor og far blev skilt for et par år siden, og hurtigt derefter fik hendes mor tilbudt lejligheden tre værelser, stue, køkken og bad. De så kun lejligheden én gang, inden de besluttede sig for, at den var perfekt til Nanna, hendes mor og lillesøster. Den er dejlig lys, lækker og stor, siger Nanna om sit nye hjem.

Ikke mere end fordomme

Inden de flyttede til Skovparken, havde Nanna hørt om Skovparken, men hun havde aldrig besøgt området i det nordøstlige Kolding. Fordommene havde hun hørt, men de er ikke meget mere end fordomme uden hold i virkeligheden.

- Jeg føler mig så tryg her – også når jeg går rundt om natten. Faktisk føler jeg mig tryggere her i Skovparken, end jeg gør nede i byen. Her er mange børn, og det er dejligt at se, at de hygger sig og er trygge. De fordomme kan man sagtens skyde en hvid pind efter.

Nanna er HF-student, men tager et sabbat-år, hvor hun arbejder, inden hun skal læse videre.

- Jeg overvejer at blive lærer; enten på et gymnasium eller i folkeskolen, men lige nu ved jeg faktisk ikke, hvad jeg vil, siger hun og drømmer sig til større byer som Aarhus eller København i studietiden.

- Det er bestemt ikke væk fra Skovparken, men væk fra Kolding og kun for at prøve noget nyt.

Vil gerne tilbage en dag

Nanna kan sagtens se sig selv flytte tilbage til Kolding, når uddannelsen er i hus. Og Skovparken er bestemt en mulighed, hvis hun en dag skal stifte familie. Kolding og Skovparken er Nannas base.

- At flytte til Skovparken har været en positiv oplevelse. Det er et dejlig sted, og så ligger centralt i forhold til byen, siger hun og foreslår, at man tager en tur i området, hvis man ved selvsyn vil se Skovparken.

- Folk kan gå en tur i Skovparken og se, at beboerne her er søde og smiler. Alle er velkomne, slutter hun. 

Uddannelsen har førsteprioritet

husna web

21-årige Husna Niazi læser til bygningsingeniør i Esbjerg, bor i Skovparken og drømmer om at finde et godt job i Kolding. Målet er at blive i bydelen, hvor de mange kulturer er med til at danne en ny identitet.

Hun er afghaner. Og dansker. Plus lidt pakistaner. Faktisk er 21-årige Husna Niazi lidt af det hele. Og Skovparken i Kolding tager æren. Her er hun opvokset, og her har hun suget kulturer til sig, siden hun og hendes familie fik lejlighed i Skovparken i 2004.

- Jeg føler mig hjemme i Skovparken. Her er mange forskellige kulturer, og man kan lave en helt ny identitet af dem. Jeg vil helst blive her og ikke flytte til en anden by eller et andet sted, siger Husna Niazi og forklarer, at fordomme nedbrydes, når man lærer om andre kulturer og nationaliteter.

Hendes forældre er afghanere men flygtede til Pakistan, hvor hun blev født. Derefter gik turen tilbage til Afghanistan i håbet om bedre tider i hjemlandet. Håbet brast. Familien flygtede til Danmark og endte i Bylderup-Bov mellem Tinglev og Tønder. I 2004 flyttede de alle til Skovparken.

En matematikpige vil være ingeniør

Husna Niazi kom til Danmark som seks-årig, og siden starten i landet har hendes uddannelse haft første prioritet i familien.

- Min far sagde til mig og mine brødre; I skal ikke arbejde, I skal bare studere. Og I læser bare det, I har lyst til, forklarer hun.

Selv kalder hun sig for en matematikpige. Hun har altid elsket teknik. Hendes mål er at få en god uddannelse, hun er glad for og som efterfølgende kan give et fast arbejde. Sidste sommer blev hun student, og i efteråret begyndte hun at læse til bygningsingeniør ved Aalborg Universitet i Esbjerg. Husna og hendes gruppe har netop afsluttet andet semester, hvor de designede en hollandsk vippebro.

Én gang Skovparken, altid…

Studiet er hårdt, men Husna Niazi knokler 24/7 for at få det bedste resultat. Hendes medstuderende er mest mænd og flere af dem har håndværkeruddannelser bag sig. Men det skaber bare en god dynamik. Uddannelsen tager tre et halvt år. Derefter står verden åben for Husna Niazi, men hun er ret sikker på, at hun ikke ender langt fra det området, hun kender, er vokset op i og elsker.

- Hvor jeg er om 10 år? Jeg er færdig med min uddannelse, og jeg har taget min mastergrad. Og hvis jeg er ærlig, så bor jeg nok i Kolding og i Skovparken, griner hun.

Skovparken er for hende mere end et boligområde. Det er en smeltedigel af kulturer, der former nye identiteter og mennesker. Og det er det, hun elsker.

Ghettoblasters er tilbage

532 vis-dit-kvarter ghettoblasters

Ghettoblasteres stemplede til Skovparkens Kaffe- & Kagedag sidste år, men vi er tilbage grundet rigtig stor opbakning i kvarteret.

Denne gang tager vi det skridtet videre. Før var alle jer Ghettoblasters med til at dele gode historier fra Skovparken-kvarteret. Det var sådan set ikke en krav, at I besøgte Skovparken, men I skulle blot have lyst til at dele viden fremfor fordomme om kvarteret

Nu vil række lokale frivillige gerne invitere folk på en tur i deres kvarter. Hvorfor ikke se kvarteret, så fordommene kan blive afprøvet? Er der hold i dem, er de hule eller har de nuancer? Vi kalder projektet beboerguides

Lige nu bliver der fundet flere frivillige beboere, der gerne vil være beboerguides. De vil i løbet af efteråret 2014 blive uddannet til at vise rundt i deres kvarter og fortælle deres personlige historier fra området. 

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med, og vi skal nok skrive mere ud, når vi er klar med mere info. Det kan være, at vi får brug for nogle af jer. Vi skal have lavet en række prøveture i oktober, så de nye beboerguides kan øve sig, inden resten af Koldings foreningsliv, skoler og erhvervslivet får tilbuddet om besøg i Skovparken. 

Beboere i kvarteret kan læse mere her om, hvordan de kan blive beboerguides.

Skovparken uddanner sig

Forår og den tidlige sommer er lig med eksamerne og fremtidsdrømme - også for unge i Skovparken. Ghettoblasters har lavet en miniserie med portrætter af unge fra Skovparken og Skovvejen, der bliver færdige med uddannelser i år.

På billedet er det Naimo Abdullahi, der er i disse dage færdiggør sin gymnasielle uddannelse fra Kolding Gymnasium. På Ghettoblasters' Facebook-side er der billeder af flere studerende, der bliver færdige i år.


Tal fra Ungdommens Uddannelsesvejledning viser, at 76 procent af unge mellem 15-25 år fra kvarteret enten har eller er i gang med ungdomsuddannelse.

Der er små usikkerheder ved tallet. Blandt andet er der nogle 15-årige, som stadig går i grundskole, og der er nogle af de ældre, som ikke har svaret på UU's forespørgsel. Selv med de usikkerheder viser tallet en tendens til, at langt størstedelen af kvarterets unge uddanner sig.

 

Ghettoblasters stempler ud til kæmpe kvarterfest

designskolen web

Kvarterfest: Skovparken byder sommeren velkommen med kvarterfest, mens Ghettoblasters støjer af med massiv collage af stemmer fra Skovparken.

Sædvanen tro inviterer hele kvarteret omkring Skovparken til den store kvarterfest, Kaffe- & Kagedagen. I år bliver lagkageløbet, motorikbanen og loppemarkedet suppleret med fotostøj fra Ghettoblasters.

På tre timer vil Ghettoblasters skaffe så mange udsagn om Skovparken som overhovedet muligt. Alle deltagere bliver bedt om at skrive, hvad Skovparken er for dem. Ordene bliver forevigede sammen med udsagnets ejermand på de billeder, som Ghettoblasters tager i løbet af dagen.

Det hele munder ud i masser af forskellige ord om Skovparken fra beboere, naboer og gæster fra resten af Kolding.

Fra ord til besøg
Dagen er åben for alle i Kolding, som har lyst til en hyggelig eftermiddag med sjov for ungerne og hygge over kaffen for de voksne. Mange fra kvarteret kommer, men arrangørerne understreger, at alle er velkomne.


"Det ville være herligt, hvis der kom nogle af alle de Ghettoblasters, som har fulgt os på Facebook og læst om os i nyhedsbreve. Kaffe- & Kagedagen er en perfekt dag at opleve Skovparken på," fortæller Anni Damgaard, der er formand for Skovparken.

Læs mere ...

Nye kolonihaver skyder op ved Skovparken

Aref Baktash fra Skovparken gør klar til første sæson i sin nye have i Skovlyst  sammen med sin ven.

På et stort, grønt areal lidt nord for Skovparken knokles der. Indtil videre ser det ikke ud af meget, men snart vil haveentusiaster have omdannet området til 60 hyggelige kolonihaver i haveforeningen Skovlyst. Langt de fleste havemennesker kommer fra Skovparken.

Fuglenes fløjt blander sig med stemmer fra de kolonihaveejere, der er mødt op for at komme i gang med det, der skal blive deres lille oase tæt på naturen.

Én af stemmerne tilhører Aref Baktash fra Skovparken, som netop har fået tildelt sit livs første kolonihave. Sammen med en ven, der også har en have, er han i gang med at kultivere jorden, så den er klar til sommerens afgrøder.

- Det er dejligt at komme ud i den friske luft og arbejde med jorden. Til daglig bor jeg med min familie i en lejlighed uden have, fortæller Aref Baktash, der planlægger at rejse et lille kolonihavehus, som hele familien kan få glæde af.

Desuden vil han plante blomster og dyrke grøntsager som salat, radiser og forårsløg. Han mener, det er et plus ved Skovparken, at haveforeningen ligger så tæt på.

Vi er alle mennesker
Aref Baktash kom til Danmark fra Afghanistan for 12 år siden. Han kan allerede fornemme, at der blandt kolonihavemenneskerne er folk af mange forskellige baggrunde, kulturer og nationaliteter. Og det synes han godt om.

- Vi er jo alle bare mennesker, som han siger med et smil.

Det kan Jørgen Greisen skrive under på. For ham er livet i en haveforening ikke nyt, da han tidligere har haft kolonihave et stykke længere nede ad vejen, hvor haveforeningen Skovlyst tidligere residerede.

Lejekontrakterne i den gamle haveforening løb dog ud sidste år, og da kommunen skulle bruge jorden til udvidelsen af sygehuset, blev kolonihaverne nødt til at nedlægges.

- I første omgang blev vi tilbudt haver rundt omkring i byens andre haveforeninger, men det var der næsten ingen, der var interesserede i. Det ser jeg som et tegn på, at selvom vi er vidt forskellige mennesker i haveforeningen, så har vi alligevel et fællesskab og et sammenhold, som folk værdsætter og gerne vil bevare, siger han og tilføjer:

- Folk kommer alle tiders ud af det med hinanden på tværs af kulturer.

Formanden for Skovlyst Arne Thomsen bor også i Skovparken. Han holder en velfortjent pause efter at have kæmpet mod nogle jordknolde.

Formanden for Skovlyst Arne Thomsen bor også i Skovparken. Han holder en velfortjent pause efter at have kæmpet mod nogle jordknolde.

Enmandshær bag digital succes

Mohammed Sayegh_01

I Skovparken styrer enmandshæren Mohammed Sayegh en begyndende digital succes – hjemmesiden barcelonafc.dk. Han er ejer, redaktør, programmør, webdesigner, journalist og kæmpe fan af den spanske fodboldklub FC Barcelona.


Han snakker ligeså dedikeret om fodboldstjernerne fra FC Barcelona og computerforkortelser som html, asp, og www. For Mohammed Sayegh er det en drøm at kombinere to så store interesser.


- Mange siger til mig, at det godt nok er nørdet. Ja, siger jeg, men jeg tjener penge på det, reflekterer Mohammed Sayegh.
Hen åbnede hjemmesiden, da han fyldte 20 år i januar 2011. På to år har www.barcelonafc.dk vokset sig til det andet største danske site om FC Barcelona, og nu besøger mellem 3.000-5.000 brugere dagligt hjemmesiden. Enmandshæren fra Skovparken har selv bygget det hele fra bunden.


Masser af læsere og nye reklameaftaler
- Det begyndte med masser fejl, men det er stille og roligt blevet bedre, fortæller Mohammed Sayegh. Han har ændret designet to gange, og særligt efter den sidste omrokering steg interessen for hjemmesiden.


Siden begyndelsen har han skrevet 5.000 artikler om FC Barcelona, og han har nu reklameaftaler med Danske Spil og andre store betting-firmaer. De betaler penge for at reklamere på hans hjemmeside, fordi der nu er mange daglige læsere.


- Det vigtigste er mine læsere. Jeg får mange mails og beskeder, og jeg sørger for at svare dem på så hurtigt som muligt. Så ved folk, hvem der står bag hjemmesiden, og det giver troværdighed. Samtidig håber jeg, at det på sigt kan give mig en større indtægt, fortæller Mohammed Sayegh.

Mohammed Sayegh_02
Via sit arbejde med hjemmesiden, er han også blevet lokal sportsjournalist for Jydske Vestkysten. Mens nyhederne om FC Barcelona er skrevet fra værelset i Skovparken, så nyder Mohammed Sayegh at komme ud og snakke med de lokale sportsfolk, når han skriver for Jydske Vestkysten.


Via Tønder til journaliststudiet
Mohammed Sayegh flytter faktisk til Tønder nu her. Hans kæreste læser til kosmetiker og har fået lærerplads i byen, og derfor flytter parret sammen til det sønderjyske.


Hver weekend kommer han dog tilbage til Kolding og Skovparken for at skrive sportsartikler for Jydske Vestkysten. På sigt håber Mohammed Sayegh, at han skal læse til journalist.


- Hjemmesiden har inspireret mig til at prøve at blive journalist. Sportsjournalist er det jeg allerhelst vil være, men nu må vi se, hvad der sker, når jeg først kommer i gang, siger den 22-årig ejer af barceonafc.dk.

Skovparken hitter hos mødre

Ane Isaksen og Hamdi Mohamed fra Skovparken

De har alder og hudfarve til forskel, men begge er de mødre. Grafisk tegner Hamdi Mohamed og pensionisten Ane Isaksen valgte Skovparken for deres børns skyld, da de flyttede til kvarteret.


- Det var næsten alt afgørende, at det var et område, der var bilfrit, og hvor der var plads til cykler, rulleskøjter og leg, fortæller Ane Isaksen, der flyttede til Skovparken i 1972 med hendes mand og deres søn.


Græsset var knap groet op af mulden, da Ane Isaksens søn gik ud af hoveddøren. Familien var de første til at flytte ind i deres opgang, men efter et stykke tid vrimlede det med børn.


- Der var rigtig mange børn dengang. Der var 18 børn alene i vores opgang, husker hun om den første tid. Hamdi Mohamed lytter interesseret med og nikker genkendende til Ane Isaksens fortælling.


Skovparken giver frihed
I 1972 lå Skovparken næsten på landet med marker og et nedlagt gartneri som naboer, mens Kolding Sygehus, gymnasiet og flere boliger var vokset omkring Skovparken i 2008, da Hamdi Mohammed flyttede dertil.


- Men det var stadig for børnenes skyld, vi valgte Skovparken. Mine svigerforældre boede her i forvejen, og børnene elskede at komme her. Ved vores tidligere lejlighed skulle jeg med ud og holde øje med biler, men i Skovparken leger de frit, og der er mange andre børn, siger Hamdi Mohamed, som synes Skovparken giver hende frihed og tryghed.


- Jeg kan se mine børn fra køkkenvinduet, når de går hen til busstoppestedet om morgenen. Jeg kan lave husarbejde eller hygge med mine veninder, mens børnene nyder sommeren udenfor.


Stadig det samme valg
Ane Isaksen vil bo i Skovparken resten af sit liv, og hun fortryder ikke, at hun valgte kvarteret i sin tid.


- Hvis jeg skulle gøre mit liv om igen, vil det stadig være de samme kriterier, jeg havde valgt ud fra, reflekterer hun. Det samme gælder for Hamdi Mohamed, som håber, at fremtidens mødre også vil vælge Skovparken.

- Hvis der om 30 år også er de samme gode forhold, så bliver der ved med at komme mange børnefamilier hertil, mener Hamdi Mohamed, der glæder sig til lidt varmere vejr, så børnene kan komme ud og lege.

Ny video fra Ghettoblasters

Fire mennesker med fire holdninger til deres eget Skovparken. Sæt jer tilbage og nyd stemningen i den seneste video fra Ghettoblasters.

Frivillige binder Skovparken sammen

Benny Rasmussen

De brænder for fællesskabet, brænder for at hjælpe og brænder for deres boligområde. De frivillige i Skovparken er en stor og stadig voksende gruppe af mennesker med overskud, som de beredvilligt deler ud af.

- Det er svært at kede sig her. Vi har altid gang i et væld af forskellige projekter og initiativer til glæde for Skovparkens beboere, fortæller Benny Rasmussen, som er én af boligområdets allermest flittige frivillige.

Og han overdriver ikke. Ved seneste optælling var der 90 frivillige ildsjæle i alle aldre, der hjælper med at holde Skovparkens mange aktiviteter i gang. De 67 af dem bor selv i Skovparken.

De arrangerer fisketure, busture, strikkeklub, gåture, fælles madlavning, mødregrupper, falaffeldage, venskabsforeninger, underholdning og alt muligt andet. Kun fantasien sætter grænser, og fokus er gerne på det positive ved forskelligheden, der er blandt beboerne i regnbuesamfundet Skovparken.

100 forskellige kager
- Sidst vi inviterede til "Store kagedag" dukkede beboerne op med op mod 100 forskellige kager fra alverdens lande og kulturer. På den måde lærer vi hinanden og hinandens kulturer at kende, siger Benny Rasmussen.

Benny Rasmussen_2

Han har selv været med i Skovparkens afdelingsbestyrelse i 12 år, sidder i kvarternetværket for området, var med til at etablere Skovparkens motionsrum og er lige uddannet demokratiambassadør.

- Skovparken vil ikke fungere uden frivillighed. Det skaber aktiviteter og netværk, og frivillige har flere at hilse på i deres eget kvarter, opsummerer Benny Rasmusen, der særligt fremhæver Værestedet som et eksempel.

Giv og få igen
Værestedet begyndte som et samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, men efter en periode med en ansat medarbejder, er det i dag frivillige som holder stedet åbent. Alle kan kigge ind til en kop kaffe, et slag brætspil eller en surftur på stedets computer.

- Det betyder meget for nogle af Skovparkens beboere, og Værestedets frivillige gør en stor indsats for at få stedet til at fungere i det daglige. Det er imponerende, hvordan de uge efter uge holder Værestedet åbent for beboerne, mener Benny Rasmussen.

Frivilligheden handler for ham både om at give noget til kvarteret, men også at få masse igen.

- Det beriger mig og jeg har lært meget undervejs, fortæller han.

Altid en ven i nærheden

Tina og Wael spiller pool i Børnekontakten

Glade stemmer blander sig med hinanden denne fredag eftermiddag i Børnekontakten, som er Skovparkens mødested for de yngste beboere. I et hjørne er der gang i et entusiastisk slag bordfodbold, ved langbordet afprøves de nyeste tegneredskaber og ovenpå er der kø ved spillekonsollerne.

”Jeg kan godt lide at komme her. Allerede når man kommer ind ad døren, er det hyggeligt. For der er altid nogen, der råber hej,” fortæller 10-årige Tina Petersen.

Hun har boet med sine forældre i Skovparken gennem godt to år. Og hun har for længst erfaret, at her er der altid nogen at lege med.

Faktisk er Skovparken et af Koldings mest børnerige kvarterer med 35 % af stedets beboere på under 18 år. Gennemsnittet for resten af byen er 23%. Og med adskillige velekviperede legepladser og mødesteder for børn, er der ingen grund til at sidde derhjemme alene og hænge.

100 millioner venner

Det gør 9-årige Wael Ahmad absolut heller ikke. Adspurgt om, hvor mange venner, han har i Skovparken, tænker han sig lidt om – men opgiver så at tælle.

”Jeg har 100 millioner venner her. Jeg kender hele Skovparken,” siger han med et smil.

 

I går var han med sin bedste ven ude i regnvejret. Vennen sad fast i en mudderpøl, og Wael ville redde ham op. Og så endte det med, at begge drengene sad ubehjælpsomt fast i mudderet.

Tina griner af historien. Hun fortæller, at hun har 8-10 venner i Skovparken, som hun blandt andet leger på legepladserne med, sjipper og mødes i Børnekontakten.

”Men nogle gange kan det godt være lidt svært at finde nye venner, for jeg kan godt være lidt genert,” fortæller hun.

”Jeg synes ikke, det er spor svært. Jeg spørger bare, om vi skal lege, og så er vi venner,” forklarer den lille verdensmand Wael.

Naturlig accept af forskellighed

Waels forældre kommer fra Palæstina, mens Tina er datter af en thailandsk mor og en dansk far. På den måde blander mange nationaliteter, kulturer og religioner sig, når børnene i Skovparken løber rundt mellem hinanden.

Men det er nok mest noget, de voksne bemærker. I hvert fald har både Tina og Wael kun skuldertræk til overs for den rigdom af forskellige kulturer, de repræsenterer sammen med de andre børn.

”Det tænker vi altså ikke over,” siger de som med én mund.

Medhjælper i Børnekontakten Gitte Kauffmann bekræfter, at nationalitet faktisk ikke er noget større tema blandt børnene.

”De er bare så gode til at lege sammen alle sammen. Og så eksisterer der nok en naturlig accept og forståelse for, at alle ikke er ens,” siger hun, mens hun sammen med en gruppe børn rører dej sammen til det opvarmede vaffeljern. Snart breder duften af nybagte vafler sig, og Skovparkens drenge og piger er ikke sene til at gribe en tallerken og lange til.

Skovparken inspirerede til international fremtid

Skovparken inspirerede Mustafa Niazi til en international uddannelse

En seriøs ung mand. 26-årig diplomingeniør med en master på vej og en drøm om at erobre den internationale scene indenfor sit fag. Og det hele startede i Skovparken, hvortil Mustafa Niazi kom med sine afghanske forældre for 8 år siden.

- Skovparken har et meget internationalt miljø uden så mange barrierer og fordomme. Da jeg kom hertil, kendte jeg kun danskere og afghanere. I Skovparken mødte jeg et væld af andre kulturer og religioner, og det fascinerede mig. Det var helt sikkert Skovparken, der inspirerede mig til at vælge en international uddannelse, fortæller han.

Føler sig hjemme blandt forskellige kulturer
Den videregående uddannelse, Mustafa Niazi valgte, hedder Global Business Engineering. Den har allerede ført ham til flere studieophold i udlandet, og vil sandsynligvis også sikre ham en fremtid, der ikke er bundet til et bestemt land.

- Jeg ser mig først og fremmest som international, og derefter som afghaner og dansker. Jeg føler mig allermest hjemme, når der er folk fra mange forskellige kulturer omkring mig, fortæller han.

At Mustafa Niazi har taget en længere videregående uddannelse, burde der ikke være noget opsigtsvækkende ved. Han kommer fra en familie af højtuddannede og i det hele taget en afghansk kultur, hvor uddannelse vægtes højt. Alligevel oplever han, at nogle etniske danskere bliver overraskede over hans uddannelsesniveau.

Ingen mønsterbryder
- Der hersker vel en fordom om, at alle os fra Skovparken er taxachauffører og pizzabagere og sorte arbejdere. Sådan forholder det sig slet ikke. Langt de fleste unge, jeg kender, er i gang med at uddanne sig, siger han, og kan blandt andet fortælle, at hans fem søskende alle er i gang med eller har færdiggjort en uddannelse.

I efteråret rejste han til Newcastle for at gennemføre endnu et uddannelsesophold og dygtiggøre sig i sit fag. Men han kommer hjem igen.

- Jeg holder meget af Skovparken, og jeg vender helt sikkert tilbage. Det er en perfekt base at starte min internationale karriere fra. Et socialt, trygt og multikulturelt sted med plads til alle, siger han.

Asocial opførsel foran Skovparkens Butikscenter

LOGO MED WWW SORT-532px

Torsdag d. 22. november om aftenen opførte mellem 20-25 yngre mænd sig ubehøvlet overfor kunder i Skovparkens Butikscenter. Det er et stort problem for butikkerne og beboerne i kvarteret. Det er surt og ikke mindst utrygt, når det sker.

Problemet er primært foran butikscenteret og ikke i resten af kvarteret, og det er et fåtal, der skaber problemerne. Der var 20-25 unge mænd, der skabte situationen torsdag. Samtidig var der 350 andre, som var i gang med lektier, hygge med vennerne, på arbejde, hjemme eller til sport.

Der bor nemlig 384 personer mellem 18-25 år i kvarteret omkring Skovparkens Butikscenter. 189 bor i AAB Koldings afdeling 21, som er det, der normalt omtales som Skovparken. Resten bor på Skovvejen og i rækkehusene i Skovparken.

Spørgsmålet er, hvad vi fælles kan gøre for at løse problemet? Hvad kan boligforeninger, Kolding Kommune, de handelsdrivende, beboere, de unge selv og politiet gøre?

For det er surt, at de få kan ødelægge det for de mange.

De unge Ghettoblasters på gaden

Ghettoblasters på gågaden i Kolding

Med flyers i hånden, smil på læben og et godt budskab på hjertet tog unge Ghettoblasters fra Skovparken imod koldingensere på gågåden. Det skete lørdag d. 10. november, hvor Ghettoblasters brugte et par timer på at give Kolding et positivt møde med unge fra Skovparken.

 

Flyveren opfordrede folk til at blive en del af kampagnen, der handler om at dele viden og ikke fordomme om Skovparken. Frem til juni 2013 kan folk løbende følge Ghettoblasters nyhedsbrev og Facebook-side, hvor der en gang om måneden kommer en historie om Skovparken.

Målet er, at folk vil dele historierne med deres venner, kollegaer og studiekammerater, så flere folk hører om kvarteret fra beboerne selv.

GHETTTOBLASTERS flyer-web

Jette skyder fordomme ned

Jette Stabel sidder på hendes altan i Skovparken

I 30’erne, kvinde, ansat i fagforeningen HK og aktiv i Hjemmeværnet i sin fritid. Jette Stabel passer ikke til manges tanker om Skovparken, men i foråret byttede hun en lille lejlighed ud i Aarhus med 92 kvadratmeter og egen altan i Skovparken.

”Det er lækkert, at der er så meget plads. Min lejlighed oppe i Aarhus var på 45 kvadratmeter, så jeg havde brug for lidt frirum, ” fortæller hun, mens hendes camouflage-farvede tøj fra Hjemmeværnet hænger til tørre på altanen.

Udover størrelsen har lejligheden i Skovparken også det plus, at den ligger i cykelafstand fra hendes arbejde som faglig sagsbehandler i HK Sydjylland her i Kolding. Før pendlede hun frem og tilbage hver dag fra Aarhus.

Ghettoimage på nethinden

Skovparken var ikke førsteprioritet, da Jette fik solgt sin lejlighed i Aarhus. Hun havde aldrig været der og havde mest hørt dårligt om stedet.

”Det var det der ghettoimage med, at der sker ballade herude hele tiden, og man skal ikke gå herude om aftenen,” husker Jette Stabel. Nogle kollegaer var dog med til at overbevise hende om, at hun i det mindste skulle tage ud og se lejligheden. Derfra var der ikke langt til beslutningen om at flytte til Skovparken.

”Jeg lagde først mærke til de dejlige grønne områder, og så var det ellers mest lejligheden, jeg blev overrasket over. Der var et flot nyt køkken og den her kæmpe altan,” siger hun, mens hun kigger udover nogle af Skovparkens grønne områder.

Får selv flyttet fordomme

I dag fortryder hun ikke sit valg. Hvis hun smiler til naboer på stierne, får hun et goddag igen, og hun er imponeret over de mange lokale aktiviteter for både familier og ældre.

I løbet af 2012 har Jette Stabel været med til flere arrangementer for beboere i kvarteret, hvor der har været fokus på demokrati. Det har været lærerigt på flere niveauer.

”Jeg troede, der ville komme tre forkølede pensionister for at få en ostemad, men så var der mange unge, der virkelig deltog og debatterede, og det var vildt interessant. Jeg troede slet ikke, at indvandrere var så interesserede i, hvordan dansk politik fungerer,” siger hun og smiler: ”Men det var en fordom, der lige blev jordet der!”

Jette Stabel er glad for kvarterets mangfoldighed og mange aktiviteter. Det gør sammen med gode lejligheder Skovparken til et attraktivt sted. Hun ved dog, at hun kommer til at flytte igen, da fremtidsdrømmen er et nybygget rækkehus i Kolding. Hun understreger, at hun ikke flytter pga. kvarterets beboere og mange aktiviteter, men at hun hellere vil bo i rækkehus end lejlighed. 

Skovparken blaster til ghettostemplet

Ghettoblasters' logo

I Skovparken mener flere beboere, at ghettostemplet skaber unødvendige fordomme om deres kvarter og fjerner fokus fra Skovparkens positive sider. For at ændre på det billede, begynder kampagnen Ghettoblasters d. 1. november, hvor folk fra Skovparken fortæller, hvad de mener om deres eget kvarter. De håber på at lokke andre koldingensere til at også at blive ghettoblasters, der deler viden i stedet for fordomme om Skovparken.

”Det er på tide, at vi som beboere viser, hvem vi er. Der er både udfordringer og mange positive livshistorier og udvikling her, og det kan ordet ghetto overhovedet ikke dække over. Vi er trætte af det, og vi vil videre i diskussionen,” siger Anni Damgaard, der er formand for Skovparken.

Tankegangen er simpel. Alle folk kan melde sig som ghettoblaster ved at følge kampagnen på Facebook eller tilmelde sig nyhedsbrevet. De modtager én historie fra Skovparken om måneden, som de kan dele med deres venner, kollegaer og studiekammerater.  

Kendte koldingensere støtter kampagnen

Skovparken har fået flere kendte koldingensere til at hjælpe med at dele historierne fra kvarteret. Både borgmester Jørn Pedersen, rektor for Designskolen Kolding Elsebeth Gerner Nielsen og håndboldspiller Lasse Boesen har meldt sig som ghettoblasters.

”Skovparken er egentlig et sted, hvor imaget er dårligere end stedet. Der er et kæmpe lokalt engagement, og det er kun godt, at det bliver fortalt med denne kampagne,” siger Lasse Boesen til Ghettoblasters’ hjemmeside, hvor de andre kendte koldingensere også fortæller, hvorfor de har valgt at støtte op om kampagnen.

For Anni Damgaard handler det om, at folk i Kolding får ny viden om Skovparken, så de får rokket lidt ved deres fordomme om kvarteret.

”Selvfølgelig gør det ikke den store forskel, hvis en enkelt får mere viden, men hvis der nu er mange, som vil rokke ved ghettostemplet, så kan det gøre en forskel,” siger Anni Damgaard og håber på, at mange i de næste dage vil melde sig som ghettoblasters på kampagnens hjemmeside.

Email

For- og efternavn:
By: